Gå til hovedindhold

Succesvirksomheder samlet til hyldest i Aalborg

7090 SKM · Nyhedsrummet · SV2

De 109 virksomheder, som har vundet erhvervsprisen Succesvirksomhed i år i Aalborg-, Nørresundby- og Rebild-området, var fredag den 15. december inviteret til hyldest på Kunsten i Aalborg.

Repræsentanter for en række af virksomhederne fra Rebild-, Nørresundby- og Aalborg-området, der i år har modtaget erhvervsprisen Succesvirksomhed, blev fredag hyldet af erhvervsafdelingerne i Spar Nord Aalborg, Rebild og Nørresundby og repræsentanter for BDO.

Erhvervsprisen Succesvirksomhed er stiftet af netop Spar Nord og BDO i fællesskab med ønsket om at hylde de virksomheder, som leverer det lange seje træk og kontinuerligt skaber vækst og stærke finansielle resultater. Hos en af årets vindere af prisen, totalentreprenør-virksomheden SP Jensen, vækker det stor glæde og stolthed, at det netop er stabil vækst virksomheden hyldes for.

- Vi er utroligt stolte af at blive kåret til Succesvirksomhed for andet år i træk. Vi prøver ikke på at forcere vækst i virksomheden – det er noget, der kommer stille og roligt, og vi er en stabil og pålidelig virksomhed, så det betyder rigtig meget at blive hædret for netop det, fortæller administrerende direktør i SP Jensen, Morten Hybertz Bak.

Han peger blandt andet på løbende optimering af virksomhedens processer som en af kilderne til vækst, men peger også på SP Jensens virksomhedsstruktur, hvor man i dag kan løse en meget bred palette af håndværksmæssige opgaver, bl.a. kloak-, murer-, tømrer-, VVS-, elektriker- og malerarbejde.

- Jeg tror, at det, at vi kan løse nærmest alle håndværksmæssige opgaver, er en stor fordel for os, når det handler om at skabe vækst. Når vi eksempelvis håndterer forsikringssager, kan vi tilbyde hele paletten, når skader skal udbedres, og vi oplever, at kunderne sætter stor pris på kun at have én samarbejdspartner, som kan håndtere det hele og som er stabil, vurderer Morten Hybertz Bak.

Vækst, ESG og verdensøkonomi
Til arrangementet fik vindervirksomhedernes repræsentanter lejlighed til at få taget temperaturen på verdensøkonomien med Spar Nords cheføkonom Jens Nyholm, mens BDO holdt oplæg om ESG-rapportering og fremtidens fokus på bæredygtighed, som vil komme til at fylde stadigt mere for landets virksomheder.

For tøjbrandet Sissel Edelbo, der også er kåret til Succesvirksomhed i år, har netop bæredygtighedsspørgsmålet været en central del af virksomhedens DNA siden begyndelsen, og er også en vigtig del af fortællingen om virksomhedens vækstrejse.

- Det gør os ekstra stolte at blive kåret til Succesvirksomhed, fordi vi har skabt de resultater, vi har, samtidig med, at vi har fastholdt vores fokus på bæredygtighed hele vejen. Det har været fedt at se virksomheden blomstre i takt med at forbrugerne efterspørger større og større fokus på bæredygtighed – og fordi vores produkt er så ærligt og ægte i den sammenhæng, har det givet os stor vækst, fortæller stifter og partner i Sissel Edelbo, Jeanne Sissel Thomsen.

- Det har taget mange års arbejde at nå hertil, hvor vi er i dag, så vi er ekstra stolte, når vi modtager en pris som Succesvirksomhed, der netop anerkender det lange, seje træk. Omvendt må man sige, det er gået ret hurtigt, fordi vi har vildt meget efterspørgsel. Vi har ramt noget rigtigt i tiden i at være et brand, der har forholdt os til vores produkter og vores værdikæde. Og så gør det mig oprigtigt glad, at historier som vores er med til at få andre tøjbrands til at se på grønnere muligheder i deres produktion, slutter Jeanne Sissel Thomsen.

Ligesom SP Jensen var det også andet år i træk, at Sissel Edelbo blev kåret til Succesvirksomhed.

Stort tillykke til alle vinderne af prisen.

Om Succesvirksomhed 2023:
Spar Nord og BDO stiftede i 2019 Succesvirksomhed, som er en erhvervspris, der anerkender de danske små og mellemstore virksomheder med mellem 10 og 1.500 årsværk. Succesvirksomhederne kvalificerer sig på baggrund af antal ansatte og vurderes ud fra performance på følgende parametre:

- Vækst i resultat før skat de seneste fem år
- Soliditetsgrad over 15 % i det seneste regnskabsår
- Vækst i soliditeten målt over de seneste fem år
- Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag

Virksomhederne bliver for hvert kriterie tildelt point, alt efter hvor godt de klarer sig. Det er det samlede antal point, der afgør, om en virksomhed bliver en del af de i alt 1.000 succesvirksomheder på landsplan.

Fonde, finansielle holdingselskaber, udenlandske datterselskaber, pengeinstitutter samt rådgivnings- og revisionsvirksomheder er ikke medtaget blandt de 1.000 succesvirksomheder.

Publiceret d.
21. december 2023